
Åbningstider: Mandag-Torsdag: 6.15-17.00 Fredag: 6.15-15.45
Mobil: 40 13 24 82
Simmerbølle Børnehave ligger i den lille landsby Simmerbølle, placeret midt mellem Tullebølle og Rudkøbing. Vi starter 2026 med at være 45 børn. Børnehaven har tidligere fungeret som landsbyskole, hvilket betyder, at her er masser af plads både ude og inde.
Naturen er et vigtigt omdrejningspunkt i vores pædagogik. Udover vores kæmpe have og den gamle skolegård har vi både skov og strand tæt på, som er flittigt anvendte udflugtsmål. Stranden når vi på blot 10 minutter på børnehavens ladcykler, og skoven ligger kun 300 meter fra os. I haven har vi frugttræer og bøgehække, der er perfekte til at bygge huler i, samt en asfalteret skolegård, hvor børnene kan cykle, køre på mooncars, sjippe og spille bold. Vi har desuden en gymnastiksal med ribber og reb, som er guld værd for børnenes motoriske udvikling og byder på masser af sjove udfordringer.
Bagerst i haven har vi høns og får, som børnene hver dag er med til at passe. Her lærer de at vise ansvarlighed og respekt for dyr, og de elsker at samle æg ind, som de stolt afleverer i køkkenet.
I Simmerbølle har vi madordning for alle børn. I 2026 opkræves der 729 kr. pr. måned til dækning af fuld forplejning; beløbet opkræves sammen med den månedlige forældrebetaling. I køkkenet tilberedes alle dagens måltider fra bunden. Køkkenet fungerer som et læringsmiljø, hvor børnene så vidt muligt deltager i de praktiske og pædagogiske processer omkring madlavningen. Vi har også et bålsted, hvor vi laver mad under åben himmel eller blot nyder varmen på en kold vinterdag. Vores gamle have med frugttræer, buske og rabarber samt vores store drivhus forsyner os med frugt og grønt, som indgår i den frokost, der serveres.
Vores fantastiske udendørsfaciliteter giver rige muligheder for udeliv, hvilket vi prioriterer meget højt. Den lette adgang til den herlige natur betyder, at børnene får masser af frisk luft og gode oplevelser i det fri.
I vores børnehave er der plads til alle uanset forskellighed. Anerkendelse og et respektfuldt barnesyn er i højsædet hos os. Fællesskabet er et nøgleord for børns udvikling, og det er derfor et af vores vigtigste pædagogiske fokuspunkter, at alle børn trives i det store fællesskab. Da forældrene er barnets vigtigste omsorgspersoner, vægter vi et tæt og loyalt samarbejde højt, så barnet oplever en tryg og helhedsorienteret sammenhæng mellem hjem og børnehave.